Kvinderne og øllet

Gennem historien har ølbrygning været et udpræget kvindeerhverv. Mandfolkene gik på jagt og førte krige. Kvinderne blev hjemme, fødte børn, tilberedte mad og ikke mindst øl. Hun var rusbrygger.

Øl og kødelige ydelser
historie_kvindehverv_140x150Allerede i det gamle Babylon var det kvinder, der drev de særlige ølhuse. De såkaldte “tsabitu” udskænkede den eftertragtede drik, og tilbød i øvrigt også mændene mere kødelige ydelser. Siden blev denne tradition overtaget af de såkaldte “ølkoner” i Danmark, der også udskænkede de gyldne dråber fra deres boder.

Mystiske ølkvinder
I oldtidens Danmark hvor religion og mystik var indflettet i hverdagen, var kvindens rolle som ølbrygger omgæret af en magtfuld rituel betydning. Hun var magisk. Hun havde udover evnen til at give liv, også magten til at forvandle korn i sit store kar til den berusende og tørstslukkende drik – øl. Dette arbejde foregik i gårdens bryggers – deraf navnet.

Ølbøn
Bryggekunsten var stadig en grundlæggende del af en ung kvinders færdigheder, når hun skulle giftes. Helt frem i 1800-tallet skulle en nygift kvinde i den tyske provins Mecklenburg fremsige følgende bøn, når hun første gang satte sine ben i sit nye hjem: “Kære Gud, når jeg brygger, så hjælp øllet, når jeg ælter dej, så hjælp brødet”.

Manden tager over
Gennem middelalderen fortrænges kvinden fra bryggekarene i byerne. Manden – fagmanden – begynder at tage over. Første gang bryggerfaget optræder som erhverv, er i København, da kong Erik af Pommern gav byen privileger i 1422. Her fastslås det, at embedsmænd skal ernære sig af deres embede. Andre af deres købmandskab, brygning og lignende købmandshåndtering. I 1525 får vi det første bryggerlaug i København. Herefter var det kun på landet, kvinderne bryggede det daglige hverdagsøl.