Danske mikrobryggere blandt verdens bedste

Tre danske bryggerier laver i dag så velsmagende øl, at de er blandt verdens ti bedste. Senest har det uafhængige amerikanske site for ølentusiaster, Ratebeer.com, kåret verdens bedste øl, og tre danske bryggerier markerer sig flot på verdens øl-topti. Det skriver Børsen i dag.

Ølbrygger Mikkel Borg Bjergsø tager med Mikkeller en tredjeplads, mens hans bror Jeppe Jarnit-Bergsø, der brygger Evil Twin Brewing i New York ligger på en syvende plads. På en niende plads ligger københavner-bryggeriet To Øl.

Desuden har Danmark har sat en ny rekord i antallet af nye øl.  Hver eneste dag kom der tre nye øl på markedet, og således kom der i alt 1.000 nye øl i 2014.

Det har ølsitet Beerticker.dk regnet ud, og ikke alene har vi fået rekordmange nye øl, det er også blevet en bedre forretning at brygge dem. De 77 små bryggeriers regnskaber viser, at de i 2013 tilsammen har skabt et overskud på 18 mio. kr. Til sammenligning var der røde tal på bundlinien i 2011, fremgår det af artiklen i Børsen.

Det har været en lang rejse, fra dengang brygger Jacobsen hældte bryg efter bryg i rendestenen, fordi øllet var dårligt. Det skyldtes, at han ikke kunne styre gæren og brygprocessen. Først da han bragte den bayerske undergær hjem i egen favn, kunne Carlsberg brygge øl, der holdt en ensartet kvalitet og ikke blev dårlig.

Børsen skriver, at netop ensartethed og kvalitet var de store bryggeriers bolværk mod de nye mikrobryggerier for godt 15 år siden, da ølbølgen for alvor ramte Danmark. Mikrobryggeriernes produkt varierede fra bryg til bryg og havde masser af brygfejl, som man lo overbærende af i den etablerede branche.

Her bryggede man de velkendte pilsnerøl samt nogle enkelte store og små søskende, alt sammen baseret på Jacobsens undergær. Det var nemt at styre, smagte ens hver gang og var billigt. Syv-otte forskellige typer øl.

De nye mikrobryggerier, der opstod fra 2001, var i høj grad inspireret af den belgiske, engelske og amerikanske tradition med brug af overgær og det væld af duft- og smagsindtryk, overgæren byder på. Det stod i stærk kontrast til den endimensionelle oplevelse af undergæret dansk pilsnerøl.

Men den overgærede øl var sværere at brygge, og grundlæggende var de nye bryggere blot glade amatører, som sjældent mestrede den grundlæggende fødevarehygiejne, som er vigtig for at holde styr på de mange bakterier i en bryggeproces.

Læs hele artiklen i Børsen


Læs flere artikler