En påske med masser af aroma

De danske bryggerier viderefører i fin form den klassiske påskebryg, som er en bock-øl. Men der er kommet en række andre øltyper til, og det er som om udbuddet og kvaliteten af øllet bliver forøget år for år.

Det er godt for de mange øldrikkere, som elsker at gå på opdagelse i øllets kvalitet, historie, smage og aromaer. Men det er også en berigelse til påskebordet.

Påskeøl kan godt minde om juleøl. Begge typer øl hviler i høj grad på bock-øllen, men påskeøl har generelt mindre alkohol, er lysere i malten og mindre krydrede.

Udover de mange bock-øl er der et stort udvalg af pale ales, india pale ales, engelske ales, pilsnere, hvedeøl, tripel, saison og øl, som nærmest er udenfor kategori.

En bock-øl som fx ”Stenøl” fra Thisted Bryghus, ”Forårs Bock” fra Nørrebro Bryghus og Semper Ardens’ ”Easter Brew” repræsenterer det sikre valg til de kødfulde retter.

”Easter Brew” er udstyret med en historisk finte, fordi den bygger på en opskrift fra Carlsbergs første påskebryg fra 1905.

Bock’ens aromaer af brændt karamel, den solide malttone, aromaerne af lakrids og det forholdsvis høje indhold af alkohol klæder lammet – både det stegte og det røgede kød, men også hvis der skulle snige sig en krydret skinke eller andre kraftige retter med svinekød ind på påskebordet, er bock-øl en velegnet ledsager.

De mere bløde og fine ales, som dog i det store og hele rummer de samme aromaer som bock-øl, men med flere toner af blomster og stenfrugter, kan langt hen ad vejen erstatte bock-øl til de mange kødretter. Her er gode eksempler ”Påske Ale” fra Willemoes og ”Forårsbryg”fra Husbryggeriet Jacobsen.

Hvedeøl til æg og rejer

Pilsneren, fx den stærke ”Påsketrold” fra Skagen Bryghus, er nok den øltype, som har den OLYMPUS DIGITAL CAMERAbredeste profil i forhold til delikatesserne på påskebordet, men hvis de mange forskellige marinerede sild, de stegte og kogte fisk samt æggeretterne for alvor skal have medspil af øllet, må vi have pale ales, india pale ales og hvedeøl på bordet.

En hvedeøl fra fx Indslev Bryggeri, ”Frederiks Hvede” eller ”Påske Hvede”, går perfekt til både de hvide, marinerede sild og en lækker mad med æg og rejer. Hvis der skulle dukke en gryde med muslinger op på påskebordet, er hvedeøl også fortrinlig. Det samme er tripelen ”Mercator” fra Nibe Bryghus og en Fur ”Saison”.

Pale ales til de krydrede retter

De mange pale ales og india pale ales med typiske aromaer af blommer, hyldeblomst, fyrrenåle, tropiske frugter og grapefrugt, den fine kandisagtige sødme og den ofte bitre finish er perfekte match til de marinerede sild, som har fået en eksotisk krydring med fx appelsiner, nelliker, chili og karry.

Her leverer pale ales og india pale ales som fx ”Vårøl” fra Hornbeer, ”Økologisk Forårsbryg” fra Herslev Bryghus og ”Early Bird” fra Bryggeriet Fuglsang varen.


Læs flere artikler