Humlesvin uden dikkedarer

SAMSUNG CSC

Den seneste måned har ølglade danskere kunnet stemme på smagen af Nørrebro. Blandt tre kandidater var det Umut Ra Sakarya, manden bag grillbaren Grisen og vinder af dette års Masterchef, der løb med sejren. Øllen skal fremover repræsentere det københavnske brokvarter og være en fast del af sortimentet hos Nørrebro Bryghus.

Mere end 1200 stemmer er blevet afgivet, og til en kåringsfest torsdag kunne Nørrebro Bryghus offentliggøre Umut Ra Sakaryas øl, Humlesvin, som den nye smag af Nørrebro. Med 51 % af stemmerne overhalede Humlesvin de to andre kandidater, Guldregn og Grøn Front.

De tre øl, som københavnere har kunnet smage den seneste måned på caféer og barer på Nørrebro, er brygget som en hyldest til bydelens lokalmiljø. Umut Ra Sakarya havde valgt at hylde sit barndomskvarter med en amerikansk pale ale med en helt masse humlearoma. Øllen er frisk, let og rigtig humlet.

– Humlesvin repræsenterer Nørrebro, fordi det er en øl uden dikkedarer. Den er, som den er, og sådan er det også på Nørrebro. Og så kan den drikkes til alle lejligheder, om det er morgenfest eller mandag, siger Umut Ra Sakarya.

Øllen egner sig også særligt godt til mad, forklarer Umut: – Øllens bitterhed bliver afbalanceret, når den serveres til mad. Den er et frisk supplement til en ret med meget fedme i, som for eksempel en shawarma, der ikke fås bedre end på Nørrebro.

Nørrebro Bryghus har eksisteret siden 2003 og har siden dengang leveret en række moderne klassikere som Ravnsborg Rød, Bombay Pale Ale og New York Lager. Humlesvin kommer fremover på hylden med disse faste varianter, dog under navnet NØRREBRO.

Anders Kleinstrup, direktør i Nørrebro Bryghus, har store forventninger til den nye signaturøl:

– Øllen er først og fremmest dedikeret til bydelen, der har givet os vores navn, Nørrebro. Vi er meget taknemmelige for det stykke arbejde, som de tre ambassadører har lagt i de her øl. Og vi glæder os rigtig meget til, at NØRREBRO kommer ud til resten af befolkningen, så de kan dele glæden over Nørrebro med os.nørrebroøllow

 


Læs flere artikler