Julens retter er som skabt til øl  

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Smagen og oplevelsen bliver større med forskellige øl til retterne på julebordet 

Af Christian Andersen

Øl er som skabt til julens mad.

Malten og sødmen fra øllet passer til den fede mad og de mange søde aromaer på julebordet. Kulsyren i øllet renser mundhulen. Bitterheden fra humlen er en salig kontrast til fedmen. Syren i øllet skærer sig igennem det dejlige julesul.

Kunsten er at finde den mest velegnede øl til hver af de mange retter på julebordet.

Lad os begynde med silden.

Marinerede sild er ikke kun til snaps, men også til øl. Debedste øl til marinerede sild er hvede øl og india pale ale (IPA).

Fx den stærke hvede øl Frederiks Jul fra Indslev Bryggeri er lige noget for en sild – også den krydrede, og kom bare godt med karrysalat på. Der er rigeligt med kulsyre, sødme og eksotiske aromaer i hvede øllen til at matche den krævende sild.

IPA’en Hoppy Christmas fra Ugly Duck løfter også opgaven perfekt. Denne gang med særlig vægt på aromaerne appelsin og andre citrusfrugter fra humlen.

Granøl fra Herslev Bryghus, en IPA med friske skud fra rødgran, passer til de appelsinmarinerede sild. En vesterhavsost ville også elske en Granøl, fordi øllen ligesom osten er intens og rummer lignende afdæmpede aromaer af eksotiske frugter.

Den stegte fisk kræver en lidt anden øl end hvede øl og IPA.

Stegt fiskefilet med remoulade og citron er godt match til Fimbul fra Bryggeriet Frejdahl, som er en lidt fed, orangegylden ale med ingefær og appelsinskal. Friskheden fra ingefær og appelsin klæder fisken, syrligheden fra øllen er godt til fedmen fra stegningen og remouladen.

Bock godt til kød

Pilsneren White Christmas fra Bryggeriet Fuglsang med en diskret sødme er til de enkle kødretter som rullepølse eller frikadeller.

Bock’en Klitnisse fra Skagen Bryghus og andre gode bock øl som fx de populære Tuborgs Julebryg og X-Mas fra Royal Unibrew kan løfte de store udfordringer på det fede julebord og tager sig kærligt af fx leverpostej med bacon og champignon.

Der er masser af potent maltsødme i en bock, som passer til de fleste kødretter på julebordet. Derfor er bock den mest populære type juleøl.

Rød Jul fra Svaneke Bryghus, som fremstår som en engelsk strong ale, og brown ale’en Jule Ale fra Thisted Bryghus er som skabt til mørbradbøffen med løg og champignoner.

Et værdigt match til juleaften

Til anden og gåsen juleaften er der behov for en øl, som er et værdigt match til   bombardementet af fedme fra fjerkræet og sovsen, syrlighed fra asier og rødkål samt sødme fra de brunede kartofler.

Golden Naked Christmas Ale fra Husbryggeriet Jacobsen med aromaer af appelsin, citron, lakrids og kanel samt en kompleks maltprofil, en robust portion alkohol og en klædelig, afbalanceret sødme er et bud på en velegnet drik til julemaden.

Øl til ost og dessert

De belgiske typer som fx Munkens Juledrøm fra Grauballe Bryghus og Jul fra GourmetBryggeriet er et godt match til både ost og dessert.

Den forholdsvis høje procent alkohol i de belgiske typer øl kombineret med aromaer af dadler, rosiner, frugter og diverse krydderier passer til både ost og dessert.

En Stilton ost og andre blåskimmeloste trives fint med de mørke belgiske ales. Det samme gør typisk chokoladebaserede desserter, gerne med friske bær.

Til chokoladen i form af kage, is eller mousse vil porteren To/From fra Mikkeller også være et meget godt valg.


Læs flere artikler