Øl og chokolade – en bitter kombination

Øl er godt til det meste, og de fleste af os nyder for eksempel gerne et glas øl til et stykke ost. Men det er trods alt nok de færreste, der har eksperimenteret med det bitre bryg som akkompagnement til chokolade. Tre eksperter indenfor henholdsvis øl, ost og chokolade fortæller i bogen af samme navn om deres eksperimenter og erfaringer med udvalgte kvalitetsprodukter. De anbefaler varmt at sætte tænderne i et stykke mørk chokolade og drikke øl til.

”Hvis man har lyst til at prøve, kan jeg anbefale at man først smager chokoladen, derefter øllet og til sidst prøver at blande det i munden. Det giver tre vidt forskellige smagsoplevelser. Pludselig opdager man nogle sekundære aromaer i chokoladen, som er skjult, indtil man får den blandet med øl. Det kan for eksempel være blomster- eller honningnuancer, der bliver tydeligere. De passer simpelthen så godt sammen, at man forøger nydelsen ved begge produkter”, siger Lars Frederiksen fra Woodshade Organics, der producerer hjemmelavet dansk chokolade.

Tærte med tærte
Han mener, at det er helt forfejlet at drikke søde dessertvine eller portvin til chokolade. Det er som at spise tærte med tærte til, siger han. Chokoladen skal have noget, der giver en kontrast i stedet. Det er hans medforfatter, brygger Niels Rømer fra Ørbæk Bryggeri, helt enig i.

”Alle øl kan gå til chokolade, men det er især de mørke øl – overgæret brown ale eller porter – der giver den intense smagsoplevelse. Øllet kan i sig selv have nogle chokolade- og karameltoner, og man får pirret sine smagsløg med chokoladens og øllets bitterstoffer. Det er en god symbiose. Men det er vigtigt, at man vælger en chokolade med 70 procent kakaoindhold eller højere, så øllet får modspil. Det duer ikke at tage en lys og blid chokolade”, siger Niels Rømer.

”Nej, jeg vil anbefale, at man bruger den nye såkaldte ’rå’ chokolade, hvor kakaobønnen er ristet ved maksimum 50 grader. Den smager fantastisk, og med den produktionsmetode bevarer man de sekundære aromaer, man smager i kombinationen med øl”, supplerer Lars Frederiksen.

Elegant festdessert
Der findes i dag også øl på markedet, der er brygget med chokolade. Men det er ifølge de to en helt fjerde smagsoplevelse. Chokolade produceret med øl har nok længere udsigter, da man skal fjerne vandet fra øllet ved at inddampe det til pulver, for at kunne bruge det som ingrediens i chokolade. Lars Frederiksen vil ikke afvise, at det kan lade sig gøre, men har ingen aktuelle planer om det i sin chokoladeproduktion. Til gengæld kunne de begge godt tænke sig at se chokolade og øl serveret som dessert:

”Man kunne sagtens servere et stykke mørk chokolade eller chokoladekage med et lille glas mørk øl til på en elegant måde. Det ville da være en fantastisk og utraditionel afslutning på en festmiddag”, erklærer Niels Rømer.


Læs flere artikler