Rekordstort salg af julespecialøl

julekortet2014low

– Alle danske mikrobryggerier er afhængige af et unikt flagskib i deres sortiment. Og det gælder for så vidt også julebryggen, som er den danske øltradition, alle bryggerier lever højt på. Op mod 40 pct. af vores omsætning ligger i perioden fra september til begyndelsen af december god hjulpet på vej af vores Jule Ale og Jule Stout.

Det fortæller bryggeriejer Eddie Szweda fra Midtfyns Bryghus til det nye nummer af Nyt fra Bryggeriforeningen.

Samtidig melder Carlsberg om 25 pct. større salg af julespecialøl sammenlignet med året før og sætter dermed ny rekord for salg af julespecialøl.

Bryggeriets portefølje af julespecialøl omfatter Jacobsen Golden Naked Christmas Ale, Jacobsen Julebock, Julemumme fra Kongens Bryghus og Semper Ardens Christmas Ale. Flere af varianterne var udsolgt allerede i begyndelsen af december fra bryggeriet.

Det samme gælder for Fur Bryghus, der fik et boom i salget FUR Christmas Ale efter, at den i november blev kåret af madmagasinet ”smagogbehag” som den bedste juleøl i konkurrence med godt 50 forskellige danske julebryg.

– Salget er gået over alt forventning, og i begyndelsen af december måtte vi melde udsolgt fra bryggeriet, siger forretningsfører Per Kristensen, Fur Bryghus.

På Bornholm har Bryghuset Svaneke haft succes med sine fire forskellige juleøl; Chistmas Ale, Julebryg, Julefyr og Rød Jul og oplevet en stigning i salget på 10 procent.

Willemoes Jul 2014 er et flagskib fra Bryggeriet Vestfyen og bliver i en dyst mod belgiske øl på www.fyens.dk kaldt ”fighteren fra Vestfyn med provinsens rustikke brutalitet banker igennem trods sit underlegne volumen”. Bryggeriet holder skansen fra sidste års rekordsalg af juleøl.

På Indslev Bryggeri vurderer direktør Anders Busse Rasmussen, at stigningen i salget matcher tallene fra Carlsberg. Samtidig har bryggeriet fordoblet salget af juleøl til Norge og Sverige.

Amager Bryghus havde planlagt en produktion på samme niveau som i fjor, men som følge af kraftigt stigende efterspørgsel nåede bryghuset at lave ekstra fire bryg med juleøl.

Ølekspert og journalist Christian Andersen forklarer succesen med, at der er en variation som aldrig før i årets udbud af danske juleøl:

– Bryggerne er som noget nyt begyndt at søge efter julekrydderier i lokalområdet, og valget er faldet på friske granskud. Desuden gør de danske bryggerier gør sig altid særligt umage til jul med hensyn til kvalitet og innovation.

– Men som altid, og heldigvis for det, er bock-øl som fx Tuborgs nærmest legendariske “Julebryg”, “Ding-Dong” fra Bryggeriet Fuglsang, “Willemoes Julebryg” fra Bryggeriet Vestfyen og “Julebock” fra Husbryggeriet Jacobsen den dominerende øltype på markedet, siger Christian Andersen forklarer:

– Vi har at gøre med en øltype, som er et ideelt match til julemaden med den forholdsvis høje procent alkohol, den bundsolide, let krydrede malttone og bitterhed fra humlen – og ikke at forglemme, så er en bock fremragende at nyde, som den er, i den kolde tid.


Læs flere artikler