Dåsens historie

Øldåser
Allerede i 1929 under forbudstiden eksperimenterede bryggerierne Anheuser-Busch og Pabst med dåseøl i USA. De første øl til salg på dåser var Krueger Finest Beer og Krueger Pale Ale fra Gottfried Krueger’s Brewing Company, der kom på markedet den 25. januar 1935. Det første europæiske bryggeri, der kunne sende øldåser på gaden, var det walisiske Felinfoel Brewery i 1936. Andre bryggerier fulgte hurtigt efter.

De første dåser var med flad top, der skulle åbnes med et særligt redskab, i USA kaldet en ”church key”. I september 1935 lancerede man en dåse med en kegleformet top, der var lukket med en kapsel.

Carlsberg startede produktion af dåseøl til eksportmarkedet i 1954. Allerede i 1936 havde man lavet forskellige forsøg med dåser, men videreudviklingen blev stoppet af Besættelsen under Anden Verdens-krig.

Carlsbergdåsen, der blev produceret til Carlsberg guldeksport, skulle åbnes med et redskab (church key), der trykkede to små huller i låget, hvor man drak af det ene, mens det andet var til at udligne lufttrykket med, når man drak. På hjemmemarkedet var dåserne (med flad top) i handlen fra 28. september 1970 indtil 1981, hvor de blev forbudt. Fra 1973 blev det ved en frivillig aftale bestemt, at dåserne højst måtte have en markedsandel på 2%.

Dåserne kom igen på det danske marked den 23. september 2002 i 33 cl og 50 cl. Samtidig indførtes et retur- og pantsystem for dåserne.

Fremstilling af dåser
Øldåser fremstilles af aluminium, som er blevet presset op i ét stykke, hvorefter der er påsat et låg med en aftrækningsring. Aluminiumsdåsen blev introduceret i Storbritannien i 1972. I midten af 1970’erne fik dåsen den nuværende form med mindre diameter i top og bund. Denne udformning er pladsbesparende.

I 1970’erne blev Carlsbergs dåser fremstillet af stål. Ståldåsen kende-tegnes ved lodningen på siden. Ståldåsen er stivere og har en højere vægt. Ståldåsen var forsynet med ring og split, der blev afrevet. Splitten var temmelig skarp og kunne forårsage selmme snitsår, hvis man var så uheldig at komme til at træde på den. På moderne dåser for-bliver splitten på dåsen efter åbning. Splitten med aftrækningsring blev introduceret i USA i 1962 og i Storbritannien i 1967.

I nogle lande kan dåserne være forsynet med en nitrogenpatron, der bliver aktiveret, når dåsen åbnes. Opfindelsen er fra England, 1989, og blev først brugt af Guinness. Ideen er at opnå fadølskvalitet på dåse. Der dannes som ved fadøl et fyldigt cremet skum, når dåsen åbnes.

En dåseskrøne
Det er en vane blandt mange at banke let på dåsen inden åbningen for at undgå overskumning. Om man banker på dåsen eller ej har ingen praktisk betydning. Det vil være en bedre ide at lade dåsen stå lidt inden åbningen, hvis den har været rystet.

Minidåser
I 1983 indførtes 17,5 cl mineralvandsdåser til brug på fly. Denne dåse har samme højde som den 28 cl øldåse, der allerede fandtes på markedet til luftfartsruter. Fordelen er bedre stuveplads for cateringfirmaer.

Etiketmærker på dåser
Datomærkningen på bagsideetiketten angiver fra 1. november 2001 ydermere de fire sidste cifre fra etikettemaskine, samt klokkeslæt i hele timer.