Flaskens historie

Ølflasker i dag
Den nuværende standardølflaske (som er specificeret i DS 53) blev indført i Danmark i april 1949 og afløste gradvist frem til 1963 den gamle skulderflaske. Standardølflasken indeholder 33 cl. og kan randfyldt rumme 353 ml +/- 7,0 ml. Flasken er olivengrøn og vejer ca. 330g.

Tidligere tiders flasker
Oprindelig blev øl solgt i potmål. 1 pot svarer ca. til 0,9 liter. Lagerøl blev solgt i flasker, der randfyldt rumme 3/8 pot, mens hvidtøl oftest blev solgt i 3/4-pot-flasker.

Den første standardflaske fra 1904 kunne rumme 3/8 pot, hvilket svarer til ca. 33 cl, heraf dette mål. Man kaldte også denne størrelse en halv flaske. Bayersk øl blev af øltapperne i gamle dage tappet på halvflasker. En hel flaske, der svarer til 3/4 pot, blev brugt til overgærede, svage ølsorter.

En øltønde kan rumme 136 pot (131,39 l) 1 pot = ca. 0,9 l.

Flaskens form og farve
Flaskens form går også tilbage til de første kegleformede flasker fra 1840’erne. Formen blev standardiseret i 1904 med den såkaldte skulderflaske. Kravet om en flaske, der var lettere at rengøre og vejede mindre førte til standardflaskens udformning.

Øl skal opbevares i mørke flasker, da øllets smag bliver påvirket af lys. Fra gammel tid har det grønne glas, kaldet grøntglas, været brugt til emballage, da det var det billigste lokale råmateriale. Farven har overlevet, men råmaterialernes sammensætning er anderledes, da der til standardølflasken stilles høje krav til beskyttelse af øllet mod lys.

En flaskes levetid er 5-6 år, den bliver genbrugt ca. 30 gange. Der er 255 millioner 33 cl flasker i omløb.

Mærkninger på flasken
Siden 1938 har flaskerne været mærket med ØL i bunden. Dette mærke blev indført i 1938 for at komme et omfattende flaskesvind til livs; andre producenter brugte nemlig ulovligt ølflasker til deres produkter.

Den riflede ståflade rundt i kanten af flaskebunden, kaldet en roulette-ring, laves for at undgå skader på flasken: Det varme glas kan, når det står på det køligere transportbånd, få små revner (krænger). Dette undgås, når kontakten til båndet mindskes ved rifler. Roulettering anvendes på det meste glasemballage.
Kombinationen af bogstaver og tal i bunden af flasken angiver produktionsår, producent og formnummer. (batchkode). Prikkerne på siden angiver ikke øl på blindskrift, men er batchnummeret, der kan aflæses maskinelt.

Den nye Carlsberg flaske (profilflasken)
I september 2004 lancerede Carlsberg profilflasken med Carlsberglogoet præget ned i flasken. Profilflasken er i en lys grøn farve og laves i et tyndere materiale. Den vejer dermed ca. 70g mindre end en standardflaske.

Flasken sælges i en 24-stykskasse med håndtag i midten. En fyldt 24-stykskasse vejer 7kg mindre end den almindelige 30-styks kasse. Profilflasken indgår uden problemer i det nuværende returflaskesystem.

Ved lanceringen i 2004, var det dyrere at købe øl på profilflaske end på standardflaske. Efter kort tid blev prisen sat ned pga. manglende omsætning, således at en profilflaskeøl koster det samme som en standardflaskeøl. Derudover blev standardflasken indført igen sideløbende med den profilflasken i juli 2005. I foråret 2011 relancerede Carlsberg profilflasken globalt.

Mineralvandsflasken
25 cl. standardmineralvandsflasken kom forsøgsvis på markedet omkring 1910 og blev gradvis indført over en længere årrække. Først helt fremme i 1950’erne havde standardflasken fuldstændigt afløst patentflasken.

Brugen af patentflasker ophørte øst for Storebælt i 1948. Den sidst anvendte type blev taget i brug i 1968.

Brugen af standardmineralvandsflasken ophørte den 28. januar 1998, og blev erstattet af multiproduktflasken. Flasken har været brugt på Dadeko (tidligere aftapper af Coca Cola) siden 1972, hvor man begyndte at tappe Sprite på den. Landets øvrige mineralvandsfabrikker bruger stadig standardmineralvandsflasken, som vejer 397 g. uden indhold og 647 g. fyldt.

PET-flasker
PET-flasker, eller rettere Ref-Pet (Refillable Polyethylen-terephthalat), kom på det danske marked i april 1991. De første produkter på PET var: Jolly Cola, Jolly Time, Lemon og Squash. Flaskerne blev tappet i Sverige og Holland. Her i landet startede tapning på PET-flasker på Dadeko i april 1992 med Carlsberg Kurvand.

PEN-flasker
Ølplastikflasken kom på markedet 7. august 1999. Materialet kaldes populært PEN; en forkortelse af polyethylen-naphtalat. Materialet er brudsikkert ligesom PET-flasken og afgiver ikke smag til øllet. Flasken er forsynet med en peel-off-kapsel, som ikke kræver oplukker. Flasken kan genbruges 20 gange, indholdet er 38 cl., vægten er 38 g. Den leveres i 24 stk. kasser, der vejer 12 kg for en fyldt kasse. Øllets holdbarhed er 3 mdr. I reklamelanceringen kaldtes den ”Plåk” på grund af lyden, når man skåler. PEN-flasken udgik sommeren 2007, da den blev udkonkurreret af dåser.